Dem som har været i det forhenværende Østtyskland har sandsynligvis stiftet bekendskab med såkaldt “plattenbau” – lejlighedskomplekser opført af betonplader. Mange kan hurtigt se at den slags byggeri er både grimt og deprimerende, hvor andre i modsætning vil mene at en lejlighed er en lejlighed, og så kan resten være ligemeget. Hertil kan man stille spørgsmålet: Hvad er design egentlig? Findes der faste retningslinjer for hvad der er godt og dårligt design? Og endeligt: Hvilken betydning har design på os som mennesker.

Etymologien bag ordet “design” kommer af latin “designare”  som betyde at “udvælge”. Dette kan tolkes som at når man designer, så foretager subjektive valg når det kommer til det fysiske udseende for et givent projekt. Når man siger noget er designet, må der således have været tankevirksomhed bag hvad der er blevet skabt. Når det kommer til plattenbau, så er tænker man let at der ingen æstetiske betragtninger har været bag projektet, hvilket tydeligt afspejles i bygnings udtryk. Det kommer til at virke gråt og kedeligt. Designervarer, og huse der ikke er massefabrikede har imidlertid et helt andet udtryk. I forbrugerkulturen forbindes design med noget eksklusivt, noget der kæler for ens sanser. Design må altså være et produkt, hvor der er tænkt på æstetikken

I forlængelse af denne betragtning må vi også konkludere at godt design er noget der appelerer til vores æstetiske sans. Overvejer man dette vil man hurtigt se at man derfor hurtigt må forkaste forestillingen om objektivt godt design, da enhvers æstetiske sans er subjektiv. Men med det sagt kan man stadig formulere tilnærmelsesvist objektive definitioner.

Selvom, som Platon sagde, at skønheden er noget objektivt, så kan de fleste stadig komme til en generel enighed om noget som er “skønt”. Der er eksempelvis generel konsensus om at et lyst, åbent rum er pænere end end fugtig fangekælder. Det er derfor man er i stand til at uddele priser for godt design, særligt inden for arkitektur, hvor billedkunsten og malerkunsten i højere grad afspejler kunstneres opfattelse af verden, eller en kommentar til samfundet der så bliver udtrykt i penselstrøgene. I arkitekturen sker der eksempelvis noget når tingene passer sammen æstetisk, og her bliver det kompliceret, for hvorledes definerer man at noget passer sammen?

Man kunne eksempelvis nævne den tyske arkitekt Ludwig Mies van der Rohe og Frank Gehry. Rohe er kendt for at have designet nogle af verdens smukkeste bygninger, som eksempelvis Barcelona-Pavillionen og Farnsworth House. Begge disse bygninger er meget simple og stramt minimalistiske. De er i modsætning til Gehry’s Guggenheim Barcelona, som er en bygning med former og flader der snor sig og vrider sig mellem hinanden. Og her bliver det interessant: Alle tre bygninger betragtes som nogle af verdens smukkeste. Dette strider ummidelbart mod tanken om at kunne opstille et regelsæt for hvad der er smukt og hvad der ikke er. Pointen er imidlertid, at definitionerne uendeligt brede. Alt kan være pænt, og læg her mærke til ordet kan: Det er netop dette der menes med at de tilnærmelsesvist objektive definitioner strækker sig uendelig bredt – at Alt kan være pænt, dvs. indenfor ethvert felt kan noget være pænt, men noget vil være pænere end andet. Du kan lave en pæn skraldespand, du kan lave en grim skraldespand. Hvad der desuden støtter om denne påstand er at definitionerne var “tilnærmelsesvist objektive” hvilket vil sige at noget kan afvige fra tankerne om hvad der er smukt inden for et felt og stadig være smukt.

Design er således en flygtig størrelse. Det er svært at sætte grænsen for hvad der er godt og dårligt design, selvom de fleste mennesker har holdninger til hvad der er godt og skidt design. Design er både subjektiv, men i en vis grad objektiv, da det er de færreste der kan trampe på en coladåse og sælge det som “godt design”, og ligeledes kan stort set alle blive enige om at  penthouselejligheder i LA er pænere end plattenbau i østtyskland.