Uanset om man er bilentusiast eller ej har man på et eller andet tidspunkt stiftet bekendtskab med det italienske designhus Bertone, som er ansvarlig for at have designet nogle af verdens smukkeste biler.

Vi lever i en tid hvor biler handler om størrelse, praktikalitet, økonomi, brændstofforbrug. Tingene bliver langsomt bedre, og heldigvis ser vi at design er på vej ind på dagsordenen for bilfirmaerne. Situationen så ellers håbløs ud i 90’erne og 00’erne, hvor 90 procent af almindelige biler var kønsløse, kedelige og grå klatter.

Hos Bertone har det altid handlet om design. Desto mere man kunne chokere folk, desto bedre. På denne måde har Bertone været et designmæssigt fyrtårn i et hav af Suzuki Wagon’er Kia Picanto’er og Ford Ka’er. Desværre gik Bertone bankerot i 2014, så her kommer en forsinket begravelsestale, hvor vi fejrer de 10 smukkeste biler der nogensinde har rullet omkring på vejene med ”Bertone” logoet på siden:

Lancia Stratos Zero Concept

Denne bil blev tegnet af Marcello Gandini i 1970, og var forløberen til den Lancia Stratos vi kender som kom ud et år senere, og fik en lang og succesfuld karriere i rallyverdenen.

 

Lamborghini LP500 Prototype

Endnu et design af Marcello Gandini – Bertones stjernedesigner. Denne Lamborghini LP500 var den første prototype på Lamborghini Countach’en. Da den blev afsløret på bilshowet i Geneve i 1971, skabte det ekstremt meget opmærksomhed – og det forstår man godt – Countach’en er den nok mest eksotiske bil nogensinde. Selv i dag overskygger den de moderne Lamborghini’er. Gandini designede også Miura’en for Lamborghini kun får år tidligere.

 

Bertone Z.E.R.

En elbil fra 1994 som satte hastighedsrekorden for elektriske biler på land, med en topfart på 303,997 km/t.

 

1973 Alfa Romeo Montreal

I min optik den smukkeste Alfa Romeo der nogensinde er produceret. Den udkom i 1970, og understreger således 1970 som et af de bedste år for biler nogensinde. Med en 2,6-liters V8 kunne den nå 7000 omdrejninger i minuttet, og havde massevis af seje designdetaljer.

 

1966 Iso Grifo Coupe

Her ses et spændende møde mellem amerikansk muskelbil og italiensk elegance. De smukke svunge og typisk italienske linjer i karrossen blev sammensat med en kraftfuld 327 ”small-blovk” V8 fra Chevrolet.

 

Lancia Stratos HF

En bil der kom fra fremtiden da den blev præsenteret i 1970’erne. Samtidig formåede den dog at fange 1970’er bildesign i en nøddeskal. Kåret som den smukkeste rallybil nogensinde, hvilket er forståeligt når man ser den klassiske kileformede karrosse. Under kølerhjelmen lå en Ferrari Dino V6’er – så der kom masser af fart på. En anden detalje er den kurvede forrude der gav et fantastisk udsyn bag rattet. Denne bil var skabt til rally.

 

1959 Ferrari 250 GT SWB

Ejeren af Bertone, Nuccio Bertone, nægtede at køre i en Ferrari der ikke var designet af hans eget designhus. Defor fik han lavet denne fantastisk smukke Ferrari. Fronten referer tilbage til Ferraris Grand-Prix biler fra dengang.

Fiat X1/9

Denne bil havde mange af tidens mest populære designelementer: Kileform, klap-op lygter osv. Fra 1972 blev den produceret af Fiat, og da Fiat forled det amerikanske bilmarked overtog Bertone produktionen i USA.

Alfa Romeo Carabo

Denne alfa Romeo var ligesom Lancia Stratos og Lamborghini Countach en udforskning af ”kile-design” temaet som ville blive voldsomt populært bland superbiler i 70’erne og 80’erne. Denne bil blev ligeledes designet af Marcello Gandini, og har utvivlsomt været en inspiration for Lamborghini Countach. Der var mange fede designelementer i denne model også, såsom saksedøre og klap-op forlygter. Læg desuden mærke til de voldsomme baghjul og den brede forrude.

 

Bertone designede ikke bare biler – de designede fremtiden. I 60’erne og 70’erne var de frontløbere for bildesign, og med Marcello Gandini formede de bildesign for flere årtier, og selv nu ser vi spor efter de store klassikere.

 

Bertoni vil blive voldsomt savnet som den frække dreng i klassen der altid var i stand til at skabe furore og chokere.